Køb lodsedler hvis du vil vinde lotteriet

Livet er fyldt med spændende oplevelser. Det er efter min mening noget det vigtigste ved det at le ve - at opleve. Det er både de små og de store oplevelser. Det kunne være at at finde en spøjs sten, at have en inspirerende samtale, at blinke til hende den søde, at hun blinker igen, at lære en ny leg, at opdage en ny tanke – og alt det som er umuligt at komme i tanker om nu, fordi ingen har oplevet det før.

Men hvordan opnår man så at opleve alt det? Især må alt det som man slet ikke er kommet i tanker om at man kan opleve endnu, være svært at planlægge sig til … det er i ikke noget du har kontrol over.

Den slags oplevelser kommer til dig. Nogle vil sige man selv kan opsøge dem, men det har jeg en anden vinkel på. For hvordan kan man opsøge noget som man ikke ved hvad er? Man kan opsøge konkrete ting. Hvordan kan man opsøge de fuldstændig uventede oplevelser?

Man skal købe en lodseddel for at kunne vinde lotteriet. I livet er der et lotteri, hvor gevinsten er en spændende, uventet oplevelse. For at have chancen for at vinde netop det lotteri, er du også nødt til at købe lodsedler.

Jeg skal f.eks. ud og se Sundarbans i weekenden. Det er en skov med vand omkring, så man kan tilbringe et par dage i en både med at se skoven. Det er også en lodseddel. Det kan være jeg oplever en masse spændende – det kan også være en nitte. Det kan være jeg går ombord i en båd og stiger ud 2 dage senere uden at have set noget som helst andet end træer. Men jeg går ind til det med den viden at det er en lodseddel og at man nogle gange ikke vinder på en lodseddel. Selvom jeg ikke vandt sidst, køber jeg gerne flere lodsedler. Ellers får jeg jo aldrig gevinsten.

Tag kredit for dit arbejde – og debit

Magellan er kendt for at være den første der sejlede rundt om jorden. Det er en præstation som er helt unik, den kan vitterligt aldrig blive overgået – ingen andre kan være den første. En 13-årig pige ville gerne være den yngste, men fik ikke lov at tage afsted.

Her er indledningen fra artiklen om Magellan i Den Store Danske:

Fernando de Magellan, (port. Fernão de Magalhães, sp.Fernando de Magallanes), ca. 1480-1521, portugisisk søfarer, leder af den første jordomsejling.

Det er nævnt længere nede i artiklen, i en bisætning, at Magellan blev dræbt i kamp under jordomsejlingen. Han gennemførte aldrig! Magellan er ikke den første til at sejle rundt om jorden! Det er en fyr som hedder Elcano som ingen nogensinde har hørt om.

Så hvorfor fik Magellan kredit for det i folks bevidsthed? Jeg vil hævde det er fordi han var lederen.

Man kan tolke dette på flere måder. Det jeg gerne vil fortælle med det er, at det er en god idé at tage ansvar for sit arbejde. Det skal man bestemt ikke være bange for. Det bliver værdsat af dem omkring én. Men ikke alle er villige til at tage ansvar.

Jeg går ud fra grunden til nogle er bange for at tage ansvar for sit arbejde er, at det også betyder man får skylden hvis det går galt. Vær ikke bange for at tage skylden for noget (specielt hvis det er din skyld). Det viser du tager ansvar, også selvom det er ubehageligt – og alle forstår at man begår fejl engang imellem.

Der er selvfølgelig en grænse. Hvis du hele tiden tager ansvar for opgaver og fejler hver gang og tager skylden, er det ikke godt.

Men løsningen er ikke at undlade at tage skylden når du fejler. Løsningen er at finde et job du kan bestride.

Positiv særbehandling

Jeg har lige været i “GrameenPhone Customer Care” i Dhaka for at få aktiveret internet og hævet kreditgrænsen på mit nye simkort. Butikken var som en tilfældig TDC-butik i Danmark, med forskellige telefoner til salg og et elektronisk nummersystem, så man kan trække et nummer og i ro og mag kigge sig omkring indtil tavlen viser at det er éns tur næste gang.

Da jeg kom ind var der en sælger der blev lettere befippet og da han så jeg gik hen mod den maskine som uddeler numre til køen, skyndte han sig hen og trykke på knappen lige før mig og gav mig så nummeret i hånden. Jeg sagde tak for den betænksomme gestus, noterede mig at der var 10 i køen foran mig og satte mig i en sofa.

Cirka 10 sekunder senere kom den samme venlige herre hen til mig og spurgte om der var noget han kunne hjælpe med. Jeg fortalte jeg var kommet for at få aktiveret internet på min telefon. Straks tilkaldte han en medarbejder fra baglokalet, fik åbnet en ekstra kasse og snart efter havde jeg fået hvad jeg var kommet efter.

Jeg kan ikke vide med sikkerhed hvorfor jeg var så heldig at få så god service, men jeg kan fortælle et faktum, som måske kan få en Sherlock Holmes derude til at lægge 2 og 2 sammen:

Jeg var den eneste blege 2 meter høje skandinav med lyst hår og blå øjne i butikken.

Jeg siger som sagt ikke det er derfor jeg fik positiv særbehandling. Det kunne være fordi jeg havde et Hugo Boss-bælte på eller fordi jeg var kunde nummer 100.000.000 (ikke utænkeligt).

Af andet nyt kan jeg fortælle at Hitler’s Mein Kampf er meget populær i Bangladesh. Ironien bliver ikke mindre af at de teenagere som sælger bogen i trafikken er fattige, mørke i huden og handicappede.

Og det er ligesom systemudvikling fordi … nææh, det er det nok ikke.

Buscheto-effekten

Buscheto-effekten er et velkendt begreb som jeg lige har fundet på.  Buscheto var ansvarlig for en fantastisk domkirke som var beundret i hele verden. Udførelsen var perfekt og den står endnu, og har gjort navnet Buscheto kendt af alle over hele verden.

Nej. De færreste kender Buscheto. Jeg har lige læst om ham i Illustreret Historie. Der skete nemlig det, at et par hundrede år senere, blev Det Skæve Tårn i Pisa bygget og placeret lige ved siden af Buschetos domkirke. Siden den dag har ingen bemærket det fantastiske bygningsværk, for der står et forfejlet skævt tårn ved siden af som får al opmærksomheden.

Buscheto-effekten er beskrivelsen af det fænomen, at du kan gøre et godt stykke arbejde, men er der en lille torn i øjet, kan det gode arbejde slet ikke værdsættes. Det gælder i mange situationer, men det gælder ikke mindst inden for systemudvikling. Har du lavet et vidunderligt nyt program, hvor der dog er den fejl at man ikke kan logge ind, så bliver det ikke værdsat. Alle de vidunderlige ting man kan med det kan slet ikke værdsættes.

Det er derfor kvalitetssikring er så vigtigt. Ud fra ovenstående kunne man sige at kvalitetssikringen faktisk er endnu vigtigere end selve systemudviklingen. Hvis man ikke gennemfører kvalitetssikringen, bliver intet af arbejdet værdsat.

Omvendt, og det er det ironiske, hvis man gennemfører kvalitetssikringen godt, er det IKKE kvalitetssikringen der bliver værdsat, for så kan al den vidunderlige funktionalitet anvendes og så er det den der beundres.

På den måde er kvalitetsikring lidt ligesom at stå på mål. Hvis man laver et målmandsdrop får man skylden for at tabe kampen. Hvis man ikke gør, er det angriberens fortjeneste man vandt. Utaknemmeligt.

Hvad betyder et ja?

Hvordan kan man være en klassisk gentleman, når det er for varmt til at man kan give sin jakke til en pige der fryser? Det er ikke sikkert det modsatte ville blive betragtet på samme måde. “Du har det vist varmt, lad mig lige afklæde dig lidt”.

Det er varmt i Bangladesh. Det er en af de forskelle der er lettest at få øje på. En forskel der er sværere at få øje på og håndtere, er hvordan sociale relationer fungerer her. Af samme grund som det er svært at håndtere, er det også svært at beskrive. Efter at have siddet og stirret på skærmen nogle minutter, indser jeg at jeg slet ikke kan finde ud af at forklare det. Måske kan jeg give en fornemmelse af det med eksempler.

Vi, det vil sige LeadsCapevo, arrangerede en Environmental Understanding Workshop. Det var alle på kontoret og en masse universitetsstuderende som lyttede til tale foredrag om forurening og klimaet og deltog ved at stille relevante spørgsmål. I Danmark er det god pli at sætte sin telefon på lydløs når man er til undervisning. Det er ikke tilfældet her. Professorens mobiltelefon ringede måske 5 til 10 gange under undervisningen – og hver gang tog han den. Han snakkede kort med den der ringede mens alle sad og ventede på han blev færdig med at tale. Så blev undervisningen genoptaget. På samme måde er det ret normalt, at hvis man er til møde og ens telefon ringer, så tager man den og begynder at tale. Og de siger ikke “Jeg er lige i møde, jeg ringer dig op om 10 minutter” -  de gennemfører samtalen.

Hvad der er værre, er nok tendensen til at sige “Ja” til hvad som helst. Når man laver en aftale, kan det godt være en ulempe. Det kan ske på kontoret, men i højere grad udenfor. Det er helt normalt at rickshaw-chauffører selvsikkert nikker når man spørger dem om de kender til det sted hvor man skal hen. Uanset om man har fortalt dem adressen. Så begynder de at cykle afsted uden at ane hvorhen og håber at man siger til hvis de kører den forkerte vej.

På den anden side, i situationer som den som dette indlæg blev indledt med, kan det godt være en fordel.

Tid til kurser

Overskriften antyder, og hold nu fast, at det er tid og der er tid til at afholde kurser. Vi har allesammen været fuldt optaget med at sikre det bedst mulige resultat for en leverance i løbet af de sidste mange måneder og nu er det ved at være tid til at levere. Det betyder der igen bliver lidt tid til at arbejde med innovation og afholde interne kurser. Det ser jeg frem til.

Når jeg afholder kurser, kan jeg godt lide at finde en god måde at illustrere hovedpointerne. Det kan være en punktopstillet liste eller måske en fin graf hvor hver akse kan illustrere udviklingen og effekten. Det er ikke fordi vi ike kan tale sammen, men der er jo ingen af os der bruger vores modersmål, så det er helt bestemt en god idé at finde nogle virkningsfulde illustrationer, såsom grafer med akser, illustrationer eller nogle korte pointer som man kan anvende til at forklare rundt om.

Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af den kommende uges aksekurser?

Jeg er dygtig til at rette fejl. Jeg arbejder systematisk fremad og ved hele tiden at det bare er et spørgsmål om tid og tålmodighed før enhver fejl bliver fundet og rettet. Metoden svarer til det vi fleste gør, når nogen siger “Tænk på et tal mellem 1 og 100” og man skal se hvor hurtigt man kan gætte tallet. Hver gang får man at vide om det er højere eller lavere. Mange starter ved 50 – man kan også satse lidt, hvis man har en fornemmelse og starte på 70 – hvis det er højere end det, kommer man hurtigere frem til resultatet.

Det at rette fejl er til en vis grad et spørgsmål om viden blandet med intuition og en forestillingsevne der tillader en at tænke over de forskellige muligheder – MEN, hvis man giver et kvalificeret gæt på 74, bagefter 12, næste gang 37 osv., kan det tage meget lang tid at finde det rigtige tal. Derfor er det vigtigste i det lange løb helt klart at forstå den gode fremgangsmåde for at finde fejlen. Man KAN være heldig (og dygtig) og ramme plet i første hug, men ellers er det ret fornuftigt at arbejde systematisk frem.

Jeg oplever ind imellem at en kollega bruger lang tid på at forsøge at rette en fejl - og til sidst beder mig om hjælp. Jeg hjælper ikke med at rette fejl. Jeg hjælper med at finde ud af hvor fejlen er. Min hovedpointe ved et kommende minikursus skal være, at hvis man vil prøve at rette en fejl, skal man IKKE prøve at rette den. Man skal først finde den og så viser det sig næsten altid at selve rettelsen er banal – man behøver faktisk slet ikke tænke over at rette den. Derfor skal min punktopstillede fremgangsmåde for fejlretning være:

1. Find fejlen.

Det siger man ikke

Som lovet, lover jeg der kommer noget om udvikling i næste indlæg.

Der er til tider nogle morsomme kulturforskelle i hvad man kan sige til hinanden. Jeg vil gerne give eksempler som ikke lige er fra kontoret, da det kunne være følsomt.

Jeg har en veninde som arbejder med en lille NGO og bor hos en lokal familie. Hun viste dem nogle billeder fra hendes tur til Kuala Lumpur med nogle veninder. Den unge mand peger på et billede af hendes to veninder og hende, og udbryder “Look! Thin, thin, thick!”. Det er ikke et forsøg på at være morsom – det er vel bare en konstatering. Men absolut upassende i vores kultur. (Hun er i øvrigt slet ikke overvægtig, men har måske lidt mere kvindelige former end de to andre piger.)

En anden dag fortæller hun at hun ikke kan spise flere ris. “I will be fat” uddyber hun. Svaret fra Yousuf er: “When any boy embraces your body he will find it verryy comfortable”. Meget sødt, men selvfølgelig også vildt upassende, specielt da det IKKE er sagt for sjov.

Den slags er såmænd meget sjovt og mere eller mindre hverdag her. Men det interessante er ikke så meget de små ‘misforståelser’ af den art. Det er langt mere interessant at tænke over hvor mange gange vi selv bliver misforstået – vel at mærke hvor vi slet ikke er klar over det. Det kan vi af gode grunde ikke vide, men jeg er sikker på det sker lige så tit som omvendt.